De Luxe har vi desværre måtte aflive i september 2009 efter han var kommet til skade. De Luxe var i behandling i mere end et halvt år, men vi måtte desværre tage den tunge beslutning, da De Luxe ikke ville blive ridehest igen. De Luxe har trods sit alt for korte liv givet os mange gode oplevelser - ikke mindst da han vandt Egenthedstesten i Region 1 i 2008. Vi beholder derfor De Luxe på denne side som et godt minde, og vi glæder os over, at De Luxe's halvsøstre Seniorita og Suleima udvikler sig mindst lige så godt.

Med Louise Estrup i sadlen vandt De Luxe Egnethedstesten i Region 1 den 20. september 2008. Med 840 points var sejren i hus, og De Luxe opnåede karakterne 8,5 i trav, 8,5 i skridt, 8,0 i galop, 8,5 i kapacitet og 8,5 i ridelighed. Der kan ses video fra dagen på dette link: Videolink. Og billeder via dette link: Billedlink. Desuden kvalificerede Louise Estrup også De Luxe til at deltage i finalerne ved Dansk Rideforbunds dressur-championat i Odense. Dette med resultater med gennemsnit over 8 både under kvalifikationen samt ved semifinalen i Holte. De Luxe gik med i trøstefinalen i Odense og gjorde en fin figur i et meget flot hold af 4-års avlshingste, medaljehopper samt de andre få procent af 4-års heste i landet, som var gået videre til finalerne i Odense. Deltagelsen i Odense var en stor oplevelse både for os avlere men også for De Luxe, som på sin sædvanlige ridelige facon tog den store Arena Fyn i Odense Congress Center med ophøjet ro og arbejdede stabilt og velviligt og endnu engang nydeligt fremvist af Louise Estrup, som også står for den daglige træning af De Luxe. 

Billederne her på hjemmesiden samt på linket ovenfor taler for sig selv. De Luxe (f. 2004) var en elegant og smart dressurmodel med et dejligt eksteriør og temperament. Allerede som føl udmærkede han sig ved at gå på fløjen i sit hold og fik ærespræmie med blandt andet 9 i helhed og følgende beskrivelse: "Der er intet som vender forkert på dette føl". De Luxe var harmonisk, højtstillet, udtryksfuld og med en flot overlinie. De Luxe havde et fantastisk temperament og var meget ridelig, og han ville have været en super konkurencehest til den ambitiøse dressurrytter. Han var en fantastisk kammerat og ville altid gøre sit ypperste for sin rytter.

De Luxe var rent afstamningsmæssigt ingen tilfældighed. Han var efter den smukke og velgående danskejede elitehingst De Noir (link til De Noir). De Noir's far er De Niro (link til Klosterhoff-Medingen) og denne hingst har præsteret formidabelt på både dressurbanerne og i avlen, hvor han har mere end 40 kårede sønner. Morfar er elitehingsten Midt-West Ibi-Light som også er kåret elitehingst og bagude i næste led findes endnu en elitehingst Aleksander. Så altså hele tre elitehingste var i De Luxe's blod, hvilket vidnede om dressurkapacitet af ypperste kvalitet.





PETERSBORG'S DE LUXE
Petersborg
© Copyright by Petersborg